Endelig forår.
Årstiden, hvor det er rigtig fristende at komme ud i skoven sammen med de andre løbere fra Orienteringsafdelingen, idet næsten alle går og skraber i jorden, som heste der bliver sluppet fri fra en vinterlukket stald.
Med løfter, bønner og trusler havde vi fået lokket 28 friske løbere til at melde sig klar til årets første 4. divisionsmatch, hviket var et glædeligt fremskridt i forhold til sidste år, hvor mange desværre var forhindrede af forskellige årsager.
Bruno Stub var – sædvanen tro – betinget optimistisk, da han fordelte løberne på de forskellige baner, hvor der bl.a. er inddeling efter alder og sværhedsgrad.
Klasseinddelingen skiller ved 20 år, hvilket betyder at børn og unge ikke må stille op på baner, der er forbeholdt løbere, som er yngre, mens folk over 21 år omvendt ikke må løbe en bane, der er beregnet til ældre løbere. Til gengæld kan man fra det 35. år og op efter altid løbe på en bane, der er beregnet for yngre aldersklasser og evt. mere erfarne løbere (dvs. man må gerne løbe på længere og sværere baner).
Aldersfordelingen kan derfor anvendes taktisk, ved at nogle af vores ”halvgamle” løbere starter på baner, hvor de oplever ”deres anden ungdom” og løber i klasser, der ligger både 10 og 20 år under, hvad deres alder egentlig berettiger til – og alligevel ser vi dem ofte på de øverste pladser på resultatlisten.
På denne måde forsøger vi at kompensere for O-afdelingens alderssammensætning, hvor vi for tiden har et pænt antal løbere i 40-60-årsalderen, men til gængæld meget få børne- og ungdomsløbere; et svingende antal Herre- og Dame 21-løbere, ligesom vi har en ”omvendt ældrebyrde”, forstået på den måde, at vi har meget få løbere på 65+.
Vores vigtige og tidligere rimeligt store antal ungdomsløbere er nu rykket aldersmæssigt opad, og de fleste af dem løber nu i D20, D21 og H21, hvis de ikke er forhindrede pga. udsendelser, skæve vagter, ferier, fester og andre fristelser.
Da mange af vores ungdomsløbere er startet med o-løb som følge af forældrenes tilknytning til O-afdelingen, er vi meget følsomme over for, at de voksne medlemmer også er blevet ældre og derfor ikke længere har børn i 5-16-årsalderen.
Vi var derfor på forhånd lidt bagefter på point i forhold til de andre klubber, som har en mere jævn alderssammensætning, men vi så til gengæld også nye ansigter, idet bl.a. ”Hurtig-Olsen”, som selv tog en 3.-plads på bane H1 (Herre-35), også havde både sin hustru, Pernille, og ikke mindst Birk på 10 år med, så der er nye, friske kræfter på vej.
Selv om Jacob Spange Mortensen fik en mere beskeden 9.-plads på bane 1, trak han vigtige point med hjem.
På bane H2 tog Jørn Lind en sikker 1.-plads med 10 min. ned til nr. 2 fra OK73, mens undertegnede nøjedes med en mere beskeden 6.-plads, der dog alligevel gav point, til trods for at både Jørn og jeg gav den som H45-løbere.
I vores ”favorit”-aldersgruppe (H55) hentede Henrik Wiberg, Brian Lind og Bruno Stub henholdsvis 2.-, 3.- og 5.-pladserne på bane H3, og selv om det i den gruppe ikke skorter på skader og gode undskyldninger for at holde hastigheden nede, hev de mange gode point med hjem.
Det gik desværre straks værre på bane H4 (H60 og H65), idet Torkil Hansen var skadet, så han flere dage før løbet meldte afbud, og Søren Jensen kom desværre til at klippe en forkert post, hvilket medførte diskvalifikation og dermed nogle færre af de forventede point.
Vores eneste H70-løber, Leif Berg-Sørensen, var i ”menneskehænder”, da han var oppe mod mange og meget erfarne løbere, men alligevel sørgede han for at have æren i behold ved at tage gode point med hjem fra alle klubber på bane H5.
På bane H6 (H14 og H16) havde vi kun ét problem: Vi havde slet ingen løbere på banen!!!.
På samme måde som i Dame 65 og Dame 70, hvor vi heller ikke kunne stille nogen, ville enhver løber i de pgl. aldersklasser, der bare kunne gennemføre banen, have haft en stor chance for at tage point med hjem til O-afdelingen, idet det komplicerede pointsystem ved divisionsmatcher også tilgodeser bredden i klubberne.
Til gengæld havde vi meget mere succes på bane H7 (H 21/35 B), hvor Jacob Furu, Erik Skriver og Jesper Kracht fik henholdsvis en 2.-, 3.- og 6.-plads, og på bane H8, hvor Karsten Jørgensen og Andreas Diekmann tog henholdsvis 1.- og 4.-pladsen.
Vores dameløbere er heldigvis stadig vores stærke side, hvilket vi kunne se i flere rækker:
På bane D1 besatte Mette Stub og Camilla Rath Nielsen 1.- og 2.-pladsen og tog masser af point med hjem.
På bane D2 tog Rita Breum en meget sikker førsteplads, mens Elin Kracht desværre var syg på dagen, hvilket formentlig kostede os mange point, da hun altid er et meget sikkert kort.
Anne F. Jensen og Susan Stub fulgte op ved at besætte 1.- og 5.-pladsen på bane D3.
Line Stub, Anni Lind og Lisbeth Haals tog 1.-, 4.- og 7.-pladsen på bane D7, ligesom Karen Piil Kristensen sikkert vandt bane D8.
På bane 9 tog vores nye skud på stammen, Birk og mor Pernille Olsen, på de to første pladser point med hjem, mens Bente Dahl pga. sin hastighed som følge af skader ikke fik nogen point med hjem denne dag.
Til gengæld gælder det både for Bente og alle andre, der måske ikke får en masse point med hjem, fordi der er flere på en bane, end klubben kan få point for, at i tilfælde af sygdom, skader, afbud og fejlklip, så rykker den næste løber automatisk op og tager eventuelle point – ikke altid så mange som en superhurtig løber – men i denne sammenhæng gælder mundheldet med mange bække små i allerhøjeste grad, og det vigtigste er, at vi ikke har nogen baner uden eller med for få løbere, da det er en ren foræring til vores konkurrenter.
Det samlede resultat af forårets 4.-divisionsmatch betød, at vi hen over sommeren ligger på en delt 3.-plads, hvilket gør, at vi skal præstere et ekstremt godt resultat i efteråret – bare for at få lov til at løbe om oprykning, som vi ellers havde forventet fra sæsonstart, men meget kan ske i september.
Se flere detaljer om resultaterne på http://www.farum-ok.dk/sider/arrangementer/20150419/resultatliste.htm
Vores ”omvendte” generationsproblem (meget få gamle løbere over 60 år og næsten ingen børn og unge under 21 år) forhindrer på mange måder, at vi også får gavn af alle de andre gode løbere i Orienteringsafdelingen, og vi søger derfor efter både børn og unge, samt naturligvis også voksne, der kunne tænke sig at komme ud at løbe med kort og kompas i skoven.
Det er ikke nødvendigvis eliteløbere, vi alene har brug for. Dem skal vi også nok få lært at navigere rundt i høj hastighed, men mange voksne og børn får nogle fantastiske naturoplevelser, mens de drøner gennem skoven, og selv om de voksne måske ikke pt. synes, at det lige er en sport for dem, så giv dog børnene (og måske børnebørnene) en chance.
Som en god forsmag på hvad orienteringsløb er, tilbyder orienteringsklubberne i Østkredsen seks løb om foråret og seks løb om efteråret i forbindelse med SkovCuppen, hvor der er baner for alle børn og unge – i alle sværhedsgrader (specielt så de små ikke bliver skræmt eller bliver væk i starten).
Se flere informationer på http://wps.skovcup.dk/
Orienteringsafdelingen under PI-København betaler startgebyret for at alle medlemmer og deres børn – og naturligvis især med endnu større glæde, hvis de også vil deltage i divisonsmatcherne og få de oplevelser med.