Søndag d. 26. september stillede 30 motiverede løbere op for PI København i håbet om at rykke op i Østkredsens 3. division. Som nævnt i min artikel i Politiidræt nr. 6/2010 havde vi i foråret kvalificeret os til en plads i kampen om oprykning til 3. division ved at vinde to matcher, og nu skulle slaget slås i Rørvig Sandflugtsplantage. Vi skulle dyste mod OK 73 og FSK Orientering fra 3. division og Køge OK, som også fik chancen for at rykke op.
På papiret så det ikke for lovende ud, idet PI var den klub, der stillede med færrest til start. FSK havde dobbelt så mange løbere med som os, Køge havde næsten dobbelt så mange med, og OK 73 havde 37 løbere med.
Vi var dog fortrøstningsfulde, idet Bruno Stub igen havde sat holdet med sikker fornemmelse for, hvor de enkelte løbere bedst kunne gøre sig gældende, og det er jo ikke kvantitet, men kvalitet, der er afgørende.
Der blev afviklet flere matcher ved samme stævne, og der var to startsteder for at fordele løberne og formentlig også for at udnytte den smalle strimmel skov mest muligt. Det gav vist lidt forvirring for startpersonalet, der åbenbart ikke var informeret om, at det ikke var alle på listen, der skulle starte samme sted, så der var jo var mange, der ikke kom, da de blev råbt op.
Jeg skulle starte som en af de første, så jeg skyndte mig ud til Start 1, der lå 850 meter væk.
Ind i startboksen, tjekke den elektroniske enhed til tidtagningen, som jeg altid sætter oven på højre hånds langfinger, så den ikke er i vejen, men nem at stikke ned i kontrolenhederne ved posterne blot ved at bøje fingeren. Tjekke kompasset på venstre hånds tommelfinger, så jeg havde verdenshjørnerne på plads inden start og vidste, hvordan kortet skulle vende, når jeg tog det op i startøjeblikket. Gøre mit GPS-ur klar, så det havde fundet satellitterne inden start og kunne måle den reelle strækning på den 6,9 km lange bane. Det skulle vise sig, at jeg med bom og omveje kom til at løbe 8,75 km.
Det sidste bip og af sted. Finde starttrekanten på kortet og tage beslutning om vejvalg. Nå, det var da let, kun ca. 100 meter til post 1. Lige frem til stien, til højre og så ind i terrænet til venstre til en høj. Fint, der var nogen ovre ved posten, rart at få lidt hjælp, så det var bare fremad. Det var godt, man havde rutinen. Forkert kontrolnummer! Nå, posterne lå tæt, så min var nok bare lige lidt længere fremme. Nej, terrænet passede ikke rigtigt – dårligt kort. Lidt til højre, der var den. Hvad! Igen forkert kontrolnummer. Det kunne ikke passe. Jeg havde bommet, næsten inden jeg var kommet i gang, og jeg havde fundet to poster, jeg ikke skulle have. Nå, en hurtig beslutning og tilbage til stien, det var den vej. Hvad var nu det, hvor var stien, og hvorfor vendte kompasset forkert? Stop. Nå, derhenne var start, så måtte min post være i den retning. Af sted. Ja, nu passede kortet bedre – og der var min post. ØV, det bom kostede 3½ minut. Hvordan kunne det ske? Så meget for rutinen!
Næste stræk var knap 800 meter gennem terrænet med vekslende bevoksning og små indlandsklitter – altså mange små kurver at holde styr på. Efter lidt svaj på vej til post 2 kom der bedre styr på orienteringen, og de sidste af de i alt 26 poster blev fundet uden de store svinkeærinder, så jeg blev alligevel nr. 3 på banen. Havde jeg ikke bommet så meget til post 1, havde jeg (næsten) slået Hans Henrik Juda fra Køge, som også er kollega.
Vel ankommet til mål blev enheden aflæst, og jeg fik en strimmel med mine stræktider, som så kunne sammenlignes med de andre løbere på banen eller på andre baner, der kunne have nogle af de samme delstræk. Mine nu voksne sønner har altid lagt mest vægt på delstrækket fra sidste post til mål. Strækket er afmærket, og der skal bare gives fuld gas til mål. Jeg har vist aldrig vundet det stræk.
Vi ventede spændt på, at der skulle blive opsat nogle resultater, så vi kunne se, hvordan vi havde klaret os, men vi kom til at vente forgæves. Det viste sig, at der var gået noget galt i tidtagningen, og nogen fra hver klub måtte så rundt til løberne for at notere de enkeltes tider, som vi jo havde fået på et print.
Vi måtte bare håbe på fair play, og at den arrangerende klub kunne få de opgivne tider til at passe med de tider, der trods alt måtte være blevet indlæst og gemt i computeren.
Vi kunne dog nyde Bentes kage, som hun havde bagt, fordi jeg havde nævnt den i sidste artikel. Tak for kage Bente – den var god som altid.
Vi tog altså hjem uden at vide, hvordan vi havde klaret os, men vi havde dog en fornemmelse af, at det ikke var helt skidt.
Midt i den følgende uge kunne vi så på den arrangerende klubs hjemmeside se, at FSK Orientering havde vundet over os alle sammen, og Køge OK havde vundet over OK 73. MEN vi havde slået både Køge OK og OK 73. Vi havde kun slået Køge OK med en lille margin – 86-84, så det viste sig, at Brunos holdsætning havde været rigtig. Det var således i høj grad taktikken, der var afgørende, selv om vi også fik mange gode placeringer – bl.a. med vindere på bane 3b (Mette Stub), 4b (Anne Fonnesbech), 5 (Christopher Wiberg) og 7a (Henrik Wiberg).
Nu ser vi så frem til 2011, hvor vi skal møde stærke hold i de to første dyster og til efteråret formentlig må ud i en ”omkamp” om nedrykning. Der skal vi så ”bare” slå de to hold, der fra 4. division kvalificerer sig til en kamp om oprykning, og måske vil Køge OK blive en svær modstander til næste år, hvis de forstår at sætte holdet rigtigt.
MEN, det er os, PI København, der rykker op i 2011!!
Tillykke til klubben
Jørn Lind