Pokalløbet 2017

Jeg har altid set frem til Pokalløbet, og når løbet foregår i Tokkekøb Hegn ved Allerød, fik motivationen et ekstra nøk opad.

Skoven har vi løbet i flere gange, men det skulle vise sig, at det på ingen måde var en fordel. Vi var tre Køge-løbere, som en dejlig tirsdag begav os til Blovstrødhallen i Allerød. Selv om efteråret nærmede sig, viste vejrguderne sig fra den behagelig side med tørt og lunt vejr.

Et kik ned ad indbydelsen afslørede, at banelæggeren var Elin Kracht. Specielt banelægningen kan være afgørende i en skov med mange stier og skovveje. Det kræver, at man har rekognosceret i skoven eller kender den særligt godt, inden banerne lægges.

Jeg havde tilmeldt mig på bane 3 på 6,3 km. Efter en kort køretur ud til skoven, fik jeg varmet godt op, så bentøjet med diverse reservedele var klar til strabadserne. Starten var lagt på en mindre skovsti, og løberne foran mig gjorde sig klar til starten. Der var en helt speciel rolig stemning, som der skal være, inden man løber ud på banen. Hyggeligt lige at hilse på arrangørerne og de andre løbere, når man bevæger sig frem i startområdet. Et kort kik på mine postdefinitioner viste, at der var 14 poster på min bane.

Da jeg blev sendt ud på banen, var jeg udfordret fra starten. Teknisk svær post 1, langt væk fra skovstier. Kompasset kom i brug, og jeg fik snørklet mig frem til posten. De næste poster var også tekniske, hvor man virkelig skulle være med på kortet. Jeg sendte en venlig tanke til Elin Kracht.

Det her var virkelig god banelægning. Ikke noget stifræs, men her var orienteringen i højsædet. Jeg syntes, det gik fint frem til post 7, der var lagt inde i et tæt område. Selve indløbet kunne diskuteres. Jeg hørte, at mange fra post 6 løb ud for at finde en lille sti op mod posten, men stien var svær at finde, og det forvirrede mange. Jeg løb et måske mere sikket vejvalg ud fra post 6 og fik et godt indløb til post 7. Da jeg klippede posten, lavede jeg så en fejl mod post 8, jeg måske er for gammel til at lave. Fik vendt kortet, så jeg løb i den stik modsatte retning. Jeg opdagede fejlen, og så gik det ellers op mod post 8, men to-tre minutter var straffen for bommet.

Jeg blev igen udfordret ved post 10, der var placeret i en slugt ind mod noget tæt bevoksning. Det var meget diffust – syntes jeg – og lagde et par minutter ekstra på den post. Det var jeg ikke ene om, men sådan er orienteringsløb.

Resten af banen gik fint, men jeg var klar over, at mine bom kostede for meget. På banen havde jeg mødt Kim Folander fra FSK-klubben og kunne regne ud, at han var svær at hente. Peter Sørensen fra Københavns PI havde jeg ikke set, men Peter er godt løbende for tiden, så det var mere uvist med ham. De andre deltagere på banen havde jeg ikke set noget til.

Jeg kom ind på en tredjeplads godt fem minutter efter Peter og ca. to minutter foran Gert Kristensen fra Randers. Gerts placering er imponerende. Han er en kæmper. Banen blev vundet af Kim Folander fra FSK.

Da pulsen havde lagt sig, fik jeg studeret kortet nærmere. Elin havde lavet en rigtig god og svær bane. Hun havde formået at sno banen uden om de største skovveje, men udfordrede alle med svær orientering i en skov med utroligt mange detaljer. Jeg kunne høre fra de andre, at alle var meget begejstrede for banelægningen, så ros til dig Elin.

På bane 1 var Erik Olsen suveræn med ca. 15 minutter foran Jacob Spange Mortensen. Der mangler deltagere på bane 1. Jeg husker for år tilbage, hvor jeg selv deltog på banen, at det ikke var unormalt med ti eller flere deltagere.

På bane 2 var Torben Rasmussen fra Fyn den hurtigste politideltager. Banen blev vundet af Hanne Fogh fra FSK.

Bane 4 blev vundet af Hans Aage Hvalsø. Hans er godt løbende og kom ind på en suveræn førsteplads. Bane 4 er ”gammelmandsbanen”, men dejligt at se de ældre løbere i skoven. Fantastisk, at man dyrker en sport, hvor man uanset alder, med et kort i hånden, kan få en løbetur og en orienteringsoplevelse på lige fod med alle andre.

Den mellemsvære bane 5 blev vundet af Peter Falck Bache. Hans tid vidner om, at skoven var en udfordring. Dan Dalvang kom ind på andenpladsen omkring en halv time efter Peter.

Bane 6, der er begynderbanen, vandt Berit Fahl Merrild foran Anne Aaby Sidelmann. Der var fire deltagere på banen, og jeg håber at alle blev inspireret til at løbe flere orienteringsløb.

Afslutningen i hallen var et større ta´selvbord, så maverne kunne fyldes op. Jørn Lind, der var stævneleder, stod for præmieuddelingen.  Altid mange lodtrækningspræmier. Godt tiltag som København har praktiseret mange gange.

Turen gik herefter hjemad mod Køge. Vi havde en rigtig god dag i skoven, takket være Københavns PI, der havde arrangeret årets Pokalløb. Vi kommer helt sikkert tilbage. 

  

Alle resultater kan ses på her.