IMG_4172

Pokalløbet 2015

Så blev det dagen, hvor jeg skulle deltage i mit tredje konkurrenceorienteringsløb i 2015. Og hvilket vejr at stå op til. Regnen stod ned i stride strømme, og efter et kort kig på DMI blev det bekræftet, at den kraftige regn ville fortsætte langt op ad dagen. En lille skål solgryn og en kop kaffe og så ud af døren. Vel ankommet til Nørreskoven ved Værløse var det tid til et par håndtryk til stævneleder Lind og crew. Nørreskoven blev i 2014 brugt til DM på mellemdistancen, hvor jeg deltog og i øvrigt slog stævnelederen for første gang i mindst ti år J. Det kunne ikke gå galt i dag, selvom bane 3 havde flere nuværende og (meget) gamle landsholdsløbere til start.

Starten gik og fremad gik det ud ad stien, men hov, post 1 lå til højre ca. 300 meter fremme ved en grøfteende. Derfor, ind i vildnisset og posten blev fundet med ca. et minuts tidstab. De næste fem poster blev fundet med løb ”på den røde linje”. Terrænet var tungt og svært gennemløbeligt. Post 7 og post 8 var lagt i et tæt område, og her var skoven ”meget mørk”, så det var svært at læse detaljerne på kortet. Pandelampe?. Post 7 blev ikke fundet i første hug. Skulle jeg cirkle lidt rundt eller vende tilbage til et sikkert udgangspunkt?. Jeg valgte naturligvis det forkerte og cirklede rundt, rundt og rundt og fandt til sidst posten, den forkerte, nemlig post 8. Tilbage til post 7, som blev fundet med lidt hjælp og igen til post 8. Her mødte jeg Juda, som blev min rejsefælle resten af løbet. På dette tidspunkt af løbet havde jeg allerede tabt ni minutter. Det viste sig hurtigt, at Judas hastighed passede mig godt i dag. De følgende poster blev fundet uden problemer, indtil post 14 skulle findes. Vi var nu blevet lidt væk i skoven. Efter en god vejledning af en anden løber blev posten fundet efter et enkelt forlæns rullefald. De sidste seks poster blev herefter fundet uden problemer. I mål måtte jeg konstatere, at der havde været for meget tidstab på to poster til en topplacering. Stor ros til banelægger Sørensen, som havde lavet en fin og fysisk krævende bane.

Der var 31 løbere til start i de fire klasser og imponerende at finde to løbere fra Aalborg, tre fra Randers og hele 12 fra Fyn. Uden dem var løbet formentlig blevet aflyst.

Husk at DPM i orienteringsløb 2016 bliver afholdt på Bornholm.