IMG_5533_1920x1080

Orienteringsløb i Hareskoven

PI København stod igen som arrangør af Københavner Cup 2. etape i orienteringsløb, og denne gang foregik det i Lille Hareskov den 24. april 2014.

Løbet blev afviklet en dag, hvor vejret i Danmark viste sig fra sin bedste side, og da skoven samtidig var ved at springe ud, var det et utrolig flot syn, der ventede løberne i skoven.

IMG_5461_1920x1080Der var 52 tilmeldt løbet, og de var fordelt på fem forskellige baner. Løbet var sidste løb inden udtagelsen til landskampen mod Estland og Norge, og dette var tydeligt på bane 1, hvor rigtig mange løbere var på plads. Løbet blev vundet af Ole Andersen, Næstved, foran Erik Olsen, Nordsjælland, og Bo Lindholm fra Københavns Vestegn.

Også denne dag var skoven en velbesøgt publikumsskov, der blev brugt af mange personer med mange forskellige ærinder. Dette var også tydelig for løberne, der både blev mødt af MTB-ryttere, ryttere på deres heste, børnehavebørn med madpakker, rådyr og hundeluftere.

Fra Vestegnens Politis Idrætsforening (VEPI) havde vi otte tilmeldte løbere. Det i sig selv var en succes, men resultatmæssigt var det også en god dag, da Brian Vibjerg vandt bane 2, og Jesper Lindhardt blev nr. 2 på bane 5 i sit første orienteringsløb. Løberne fik en god oplevelse i skoven, og alle er klar til Københavner Cup 3. etape, som finder sted den 27. maj i Store Dyrehave Syd.

PI København ved Jan Kofoed havde formået at give alle løbere nogle baner, der kunne udfordre de enkelte løbere, og flere brugte også længere tid i skoven end lige planlagt. Stor ros til banelæggeren og de øvrige arrangører fra PI.

IMG_5607_1920x1080Ved de forskellige orienteringsløb i Politiregi har gennemsnitsalderen blandt løberne været forholdsvis høj, men heldigvis er der begyndt at komme en del yngre løbere. Især fra Slagelse PI, Roskilde PI og Vestegnens PI er der begyndt at komme flere yngre løbere til. Dette er nødvendigt, hvis vi fremover skal have orienteringsløb i politiregi, og der er stadig plads til flere nye løbere.

I disse tider, hvor en almindelig løbetur ikke er nok, må jeg slå et slag for orienteringssporten, for ikke nok med at det er en naturoplevelse, så er orienteringsløb en sportsgren, der virkelig sætter den enkelte på prøve i skoven. Da der er fokus på at finde vej, glemmer man ofte, hvor langt og hvor lang tid, man bevæger sig rundt i skoven.