IMG_3319_800x600

Orienteringsløb i Asserbo Plantage

4. divisionsmatch

PI Københavns orienteringsafdeling ligger i 2017 i 4. division i den civile orienteringsløbsverden.

Divisionen består af fire hold, der to gange om året dyster om placering i divisionen.

Når denne placering er kendt, skal der løbes en op- eller nedrykningsmatch, hvor nr. 1 og 2 i divisionen dyster mod nr. 3 og 4 fra 3. division ligesom nr. 3 og 4 i 4. division skal dyste mod nr. 1 og 2 i 5. division.

Som ordet siger, handler det om at løbe sig en division op eller løbe for at undgå at rykke ned.

 

PI Københavns trup

I PI København er vi vist efterhånden kendt for at løbe gode resultater hjem på de baner, vi stiller op på, men desværre også kendt for at have en lidt for smal trup, så vi ikke altid har løbere nok til alle baner.

På trods af den smalle trup lykkes det dog oftest Bruno Stub at sammensætte holdet på dagen, så vi alligevel tager hjem med et godt samlet resultat.

 

Dagens løbetur i Asserbo Plantage

Vi var 32 tilmeldte løbere til årets første divisionsmatch, og heldigvis mødte alle til start.

Bruno havde med hård hånd placeret os løbere på de forskellige baner, sådan som han mente, vi kunne gøre bedst gavn (samle flest point) for holdet.

 

Vejret var virkelig fantastisk. Efter en periode, hvor vi havde kigget langt efter foråret, kom det endelig. Lunt og solrigt.

 

Vi var nogle stykker, der frygtede dagens tur lidt, idet Asserbo Plantage jo ikke kun bestod af skov, men også af klitter. Ikke alle har lige god erfaring med at læse kort i klitter og da slet ikke undertegnede.

 

Det var dog ingen grund til at frygte klitterne, da vi ikke kom ud i den åbne del af plantagen.

Til gengæld var der ikke mange små stier i skoven, og nogen steder var der langt imellem de store stier, så jeg, der normalt bruger stierne meget for at løbe sikkert, var pludselig tvunget til at løbe efter kompasretning og øve mig i at læse kortet bedre – det er jo nok heller ingen skade til…

 

Jeg bommede som vanligt et par steder, men var også lidt rusten efter en lang vinter uden orienteringstræning. Alligevel lykkedes det at hente lidt point hjem til holdet, så helt slemt var det jo ikke.

 

Resten af flokken fik også hentet gode point hjem, bl.a. kan nævnes, at

Christopher Wiberg vandt Gruppe H1 (H20, H21 og H35),

Erik Olsen vandt Gruppe H2 (H40, H45),

Mette Stub vandt D1 (D20, D21, D35),

Elin Kracht vandt D2 (D40, D45),

Anne Fonnesbech vandt D4 (D60, D65),

Hanne Jørgensen vandt D8 (D12, D14B, D20C, D21C) og

Luna Olsen vandt Gruppe 9 (H10, D10, H12B, Begynder).

 

Der var mange andre flotte placeringer, og I kan se den samlede resultatliste på Tisvilde Hegn OK’s hjemmeside.

 

Det samlede resultat i årets første divisionsmatch blev, at vi fik en 2.-plads.

 

De næste to divisionsmatcher er den 3. september 2017 og den 24. september 2017.

 

Har DU mod på at prøve orienteringsløb, så er der altid plads til flere løbere i klubben – uanset niveau. Systemet er så viseligt indrettet, at der altid tilbydes forskellige baner, lige fra lette begynderbaner, hvor næsten alle poster ligger ud til en sti, til de svære baner, hvor der bliver stillet større krav til kortlæsning og erfaring. Begynderbaner er i øvrigt også for voksne!