Den 26. marts 1968 var der politiløb i Vallø Storskov. Det foregik således:
Der var ikke nogen startlister. Man startede med et navneopråb for at se, hvem der var mødt frem.
I det øjeblik starten gik, fik man udleveret et særtryk i 1:25.000 i sort/hvid. Kortet var fastgjort på en plade med tegnestifter. Det blev oplyst, at misvisningen var 4 grader. Man lagde sig så ned på knæ lige foran startlinien og tegnede de tre første poster ind med en medbragt kuglepen efter et mønsterkort, der lå på jorden. Og så prikkede man den nøjagtige postplacering ind med en medbragt nål. Der skulle nødigt overlades noget til tilfældighederne. Postdefinitioner fik man ikke udleveret.
Plastomslag havde man ikke, så det fungerede bedst i tørvejr.
Når man havde tegnet de tre første poster ind, startede man på løbet, men tiden var altså begyndt at tælle, da man begyndte at tegne. Det gjaldt om ikke at tabe nålen og kuglepennen, for ved post 3 – og senere i løbet – skulle man gentagne gange tegne poster ind. Der kunne godt være ventetid ved posten, hvis et par af konkurrenterne var kommet først. Ved posten fandtes et lille udklip af kortet , hvor de næste 2 – 3 poster var indtegnet. Det var ikke muligt for mere end én løber ad gangen at tegne poster ind, så man kunne godt blive lidt utålmodig.
På det vedlagte kort ses nogle sorte skraverede linier på tværs inde i skoven. Det er sogneskel. Det var tilladt at overskride disse.
Banelæggeren havde været så venlig at indtegne indhegningerne med blåt. Det var til stor hjælp, når man finkæmmede området under forsøg på at finde posten. Man kunne godt bruge ½ time på at lede efter en post, for banelæggeren havde gjort sig stor umage med at putte den. Den skulle helst være godt gemt af vegetationen eller helt nede i bunden af en grøft. Det skulle jo ikke være alt for let at finde den. Der var da også en del, der ikke gennemførte løbet.
Man løb ikke kontrol på banerne, og det skete jævnligt, at banelæggeren havde placeret en post forkert, fordi han ikke rigtig var i stand til at læse kortet.Maxtiden var 3½ time, men jeg har også været med til løb, hvor maxtiden var 4 timer.
Man klippede med en tang magen til dem togkontrollørerne brugte.
Der var ikke noget målflag. Når man nåede mål, henvendte man sig til Børge Christiansen, der sad alene i en civil politibil og hyggede sig med en cigar
Man havde endnu ikke fået den forrykte idé at male ”POLITI” på bilerne eller montere fast blåt blink på taget.
Jeg spurgte forsigtigt Børge Christiansen, om de andre var kommet i mål, hvortil han gnavent svarede: ”Ok, det er meget længe siden”.
Nå, men jeg syntes nu, jeg havde haft et godt løb og kom vist nok i mål på ca. 3 timer.
A-banen, som jeg løb, var på 10.850 m. B-banen var sædvanligvis på ca. 8 km.
De gamle løbere over 35 år kunne nøjes med en bane på 5 – 6 km. Og så fik de godtgjort 1 minut for hvert år de var mere end 35 år. Det kunne have sine fordele. Især for enkelte meget gamle løbere, der kunne være højt oppe i fyrrerne.
Der var på den tid kommet enkelte O-kort. De var sædvanligvis i målestoksforholdet 1:25.000 eller 1: 20.000. Der var ingen tæthedsraster; de begyndte først så småt at komme fra 1971 og fremefter.
Af Mogens Køhler