Afdelingen hed tidligere Feltsports- og Orienteringsafdelingen, men fik i 2003 navneændring til kun at hedde Orienteringsafdelingen. Dette skyldtes, at tilslutningen til feltsport havde været støt dalende, og at det de sidste mange år stort set kun var Odense PI med Albaniløbet, der havde indlagt feltsport sammen med orienteringsløbet, så der var heller ikke mange træningsmuligheder for de potentielle landsholdsdeltagere.
Der har i afdelingen som i flere af de andre afdelinger i PI København været en mangel på tilgang af nye løbere i sporten, hvilket bl.a. har resulteret i, at der i første omgang blev skåret ned på antallet af baner til løbene for politifolkene, så der nu er fire svære baner, en mellemsvær bane og en let bane. Fra 2018 blev der efter forslag fra Orienteringsudvalget også ændret på retningslinjerne for banelængderne, der blev gjort kortere. Dette skyldtes, at fordelingen på de enkelte baner var skæv, da de passionerede løbere var blevet ældre og derfor løb de korteste baner, hvorimod der kun var få unge og yngre løbere, der tog kampen op på især den længste bane. Afkortningen af banerne har nu udlignet fordelingen af løbere på banerne til glæde for alle.
Tidligere var der omkring 20 ”politiløb” fordelt på forårs- og efterårssæsonen, men bl.a. på grund af politireformen med resultat af færre politikredse, er der nu færre arrangører og dermed færre løb. Vores afdeling har dog ikke holdt sig tilbage, idet vi i stedet for som tidligere, hvor vi hvert år arrangerede Københavnerløbet og Pokalløbet, stadig arrangerer Pokalløbet og efter initiativ fra Peter Sørensen også Københavner Cup med tre løb. Desuden har en fast stab af afdelingens aktive medlemmer i samarbejde med Nordsjællands PI (Helsingør) hvert andet siden 2008 været arrangør af Danske Politimesterskaber.
Det er ikke kun i Danmark, at tilslutningen til orienteringssporten blandt politifolkene er dalende, og det har betydet, at det især også i både Norge og Sverige har været svært at stille et fuldt hold til de Nordiske Mesterskaber, der har fundet sted hvert fjerde år, og til landskampen mod Norge, der har fundet sted hvert andet år, men nu også kun holdes hvert fjerde år. På det seneste er der også efter aftale i nordisk regi sket en ændring af holdsammensætningen på landsholdet, så deltagerne i stedet for seks herrer og tre damer i henholdsvis H21 og D21 er fordelt på flere aldersgrupper, der indbyrdes konkurrerer mod hinanden, og danner grundlag for den samlede pointsum. I 2018 blev der for første gang afholdt mesterskab med den nye holdsammensætning, hvilket skete ved DPM i Helsingør, hvor et nyt samarbejde, NPSA, mellem de nordiske lande og Baltikum også blev indviet – desværre kun med deltagelse fra Norge og Estland. Ud over dette har afdelingen flere gange være repræsenteret ved IMEP, der er et uofficielt europæisk mesterskab. Vi håber, at disse initiativer er med til fortsat at holde liv i konkurrencen mellem landene.
Afdelingen har hver gang, der har været afholdt Nordisk Mesterskab eller landskamp mod Norge, haft medlemmer på landsholdet, men det har kun enkelte gange resulteret i topplaceringer, og i den forbindelse skal nævnes Elin Kracht (tidligere Nissen), der i 2000 på Bornholm blev nordisk mester i feltsport i D21. Elin og flere andre af afdelingens medlemmer har gennem de seneste år også vundet civile mesterskaber og andre løb, ligesom flere af afdelingens medlemmer har hjemtaget mesterskaber i både feltsport og orienteringsløb under DPIF.
Da afdelingen er medlem af Dansk Orientringsforbund, har afdelingens medlemmer med forskellig hyppighed deltaget i mange løb arrangeret af civile klubber – herunder divisionsmatcher hvert år, hvor klubberne i seks divisioner dyster mod hinanden. Vi har efter nogle år i 3. division ligget stabilt i 4. division. Da pointene til det samlede resultat skal hentes fra mange alderstrin, og vi især mangler børn og unge til at tage point, har vi trods generelt mange topplaceringer i de andre aldersklasser ikke haft mulighed for at rykke op.
De mindre klubber, hvortil vores afdeling hører, har i de lavere rangerende divisioner mulighed for klubsamarbejde til stafetløb, og vi har i flere år stillet hold i ”ALLEPISK” med Allerød OK og OK Skærmen fra Værløse. Da Allerød OK rykkede op i 2. division og ikke måtte have klubsamarbejde, overtog Amager OK pladsen, og klubsamarbejdet lyder nu navnet ” “PiSkAmOK” .
Ud over de nævnte ”politiløb” har afdelingen gennem årene også arrangeret løb for civile klubber. Efter nogle få år, hvor vi var medarrangør af Spring Cup, der nu hedder Danish Spring, har vi arrangeret bl.a. divisionsmatch for andre divisioner, og de seneste tre år har vi med stor succes arrangeret sprint (byorienteringsløb) i forbindelse med Höst Open på Bornholm med flere hundrede deltagere. Vi har også hvert år været fast arrangør til løb i Skov Cup, der er løb for børn og unge.
Höst Open kræver en hjælpende hånd fra mange af afdelingens medlemmer, men der har i sammenhæng med arrangementet til afløsning for tidligere klubture været mulighed for over en hel weekend også at lave et socialt arrangement med løbsdeltagelse i Höst Opens to orienteringsløb i skov og fælles indkvartering og spisning.
Ved det årlige medlemsmøde, der afsluttes med middag og hyggeligt samvær, uddeles diverse hædersbevisninger – herunder ”Klipfiskerprisen”, der til stor morskab for de øvrige tilstedeværende uddeles til den, der i det forgangne år har lavet de fleste eller den mest bemærkelsesværdige fejl i forbindelse med et løb.
Jan Kofoed Nielsen, der siden 2000 har været afdelingsformand, har løbende deltaget i møder i Østkredsen, som omfatter klubberne på Sjælland og de omliggende øer samt Bornholm, og han har dermed på afdelingens vegne været med til at yde indflydelse på sportens udvikling.
Torkil Hansen, der siden 1989 har været med i Orienteringsudvalget og været formand for samme, har haft stor indflydelse på de ovenfor nævnte tiltag. Desuden har han i Østkredsen som en repræsentant for afdelingen været formand for Børne- og Ungeudvalget, mangeårig koordinator for Skov Cup samt flerårig terminslistefører med indflydelse på planlægningen af løb i Østkredsen. Således har afdelingen haft indflydelse på ikke bare ”politiløbene”, men også de civile løb.
Et indlæg om afdelingens virke fra 1920 til 1975 kan ses i det trykte jubilæumsskrift, hvor alle PI Københavns idrætsafdelinger er repræsenteret. Jubilæumsskriftet kan rekvireres via formanden eller et andet af udvalgsmedlemmerne.