Efterhånden var det blevet 18 år siden, at vi var til DPM på Læsø, 20 år siden, at jeg holdt ferie derovre med familien og 22 år siden, jeg sidst havde deltaget i Læsø 3-dages. Så måtte det være på tide at tage til Læsø igen, og især efter at Coronaen havde tyvstjålet alle vores forårs-o-løb. Jeg MÅTTE simpelthen bare afsted for at få plejet mit konkurrencegen.
Og det skal jeg love for kom til at ske. P. Sørensen havde også tilmeldt sig, og så var der lagt op til ”krig” som i gamle dage.
Jeg var for nærig til at betale 1400 kr. for at få bilen med til Læsø, så jeg parkerede (gratis) i Frederikshavn, fyldte rygsækken helt op med telt, luftmadras, sovepose og løbetøj og cyklede ned til den – i anledning af Coronaen – gratis færgetransport. På Læsø havde Peter sørget for, at der var plads på campingpladsen lige ved siden af hans og fru Elses camplet.
Det blev ren luksus. Der var mad og drikke i lange baner. Lige så meget, jeg kunne fortære og lidt til. Men jeg vidste jo godt, at meningen med det hele var, at jeg skulle være tung i hoved og ben næste dag, så jeg holdt igen.
Første etape gik i den sydlige del af klitplantagen, hvor den første halvdel af banen var placeret i flad skov uden ret mange detaljer. Farten var acceptabel, men det var orienteringen ikke. Så gik det bedre på den sidste halvdel med mange korte stræk i et lille halvåbent område med indlandsklitter. Samlet var jeg egentlig tilfreds og i øvrigt temmelig sikker på, at jeg havde slået Peter. Men ups – han havde slået mig med 31 sek. Chokerende!
I øvrigt blev vi nr. 12 og 14 i en stor og stærkt besat H60-klasse, som vi i mangel af en H65-klasse have måttet tage til takke med. På forhånd havde vi derfor udelukket en placering i Top10. Men med de bom, vi havde haft på førstedagen, skulle vi måske opjustere?
På 2. dagen kom vi meget mere ud i de åbne klitter, selv om disse klitter i højde og drøjhed jo ikke kan sammenlignes med de vestjyske klitter. Fin, fin bane, hvor der både skulle finorienteres hele tiden, og samtidig skulle løbes med alt, hvad lungerne magtede. Nu kørte det altså meget bedre for Hansen. Sørensen måtte være langt bagude, og jo – det var han. Godt 3 min., men det var pga. dumme bom, ikke løbshastighed. Bekymrende. Det blev til en 7. og en 15. plads og sammenlagt var vi nu alligevel ved at snige os ind på Top10 med en 8. og 12. plads.
Fest om aftenen på campingpladsen med masser af præmier og underholdning af lokalt 7-mands band. Skønt at hilse på så mange af de go’e gamle kendte ansigter. Jovist, holdt vi Corona-afstand, men det blev altså også til mange krammere og hjertelige håndtryk. Herligt, herligt at være i gang igen.
Nu var benene ved at være trætte, men en 3. tur i klitterne ventede næste dag. Det lykkedes mig at komme næsten fejlfrit igennem, og selv om jeg næsten ikke kunne flytte benene til sidst, var tiden rigtig god. Jeg kunne ikke vente på, at Peter kom i mål, men måtte skynde mig tilbage til campingpladsen for at hænge alt mit pikpak på ryggen og drøne ned til færgen. Undervejs kunne jeg følge med i on-line-resultaterne og se, at jeg lå helt i top. Skøn dag, skøn tur – indtil Peters sms tikkede ind med, at han havde slået mig med 42 sek.
Det kunne da ikke passe??? – Jo, den gamle mand havde taget dagens 3. bedste tid i et felt på over 60 løbere. Jeg måtte ”nøjes” med 5. pladsen, hvilket jeg havde været svært godt tilfreds med, hvis altså ikke lige Peter havde slået mig.
To sejre mod én betød selvfølgelig efter Peters mening, at han havde vundet den indbyrdes ”krig”, men nu er det altså mig, der skriver historien, og så er det selvfølgelig den samlede tid, der gælder, og her var han altså flere minutter bagude.
Stor tak til Else og Peter for logi og hygge, og stor tak til arrangørerne fra Viborg OK, der magtede at lave et fuldstændig pletfrit arrangement derude i Kattegat. Gid vi kan præstere det samme ude i Østersøen til efteråret.