Det årligt tilbagevendende Höst Open, der er et todages orienteringsstævne på Bornholm, var i år henlagt til den nordlige ende af øen med spændende løbsterræner i Slotslyngen og Hammeren. De spændende terræner var nok årsagen til, at der i år var mange danske løbere tilmeldt. De fleste år har det mest været svenskere, der har præget stævnet.
De spændende terræner var også årsagen til, at vi i Orienteringsafdelingen besluttede at lave en klubtur til den dejlige ø, og Torkil Hansen var hurtig til at tilbyde indkvartering i sit dejlige sommerhus, der meget belejligt lå i gåafstand til begge terræner. Interessen var endda så stor, at det blev nødvendigt at leje naboens sommerhus også, selv om Henrik Wiberg med sønnen Christopher og dennes venner havde egen indkvartering. De i alt 15 løbere, der deltog under PI’s faner, ankom drypvis til øen og indtog pladserne i sommerhusene.
Torkil var taget i forvejen, og der var købt ind i rigelige mængder af mad og drikkevarer samt bestilt smørrebrød til lørdag aften, hvor vi alle samledes til hyggeligt samvær. Selv med 20 (gæster incl.) omkring det store bord var der god plads, og snakken gik lystigt om mange emner, men selvfølgelig også om de udfordringer, dagens orienteringsløb i Slotslyngen havde budt på. Vi fik også smagt Karins lækre æblekage af friskplukkede bornholmske æbler, så det kunne simpelthen ikke være bedre.
Vi er efterhånden en del løbere, der kan løbe i klasse H 55. Klassebetegnelsen henviser til løbernes alder, og det går selvsagt knapt så stærkt som i de yngre klasser, men så må man benytte sig af den større erfaring – og konkurrencementaliteten er jo stadig intakt. Vi har hver især en eller flere løbere, som vi gerne vil slå, så selv om ikke alle ender i den bedste ende af resultatlisten, er der de små indbyrdes konkurrencer, der giver vinderen tilladelse til lidt godmodig hovmod.
Torkil havde døjet en del med en løbeskade, men en god del træning med MTBO (mountainbikeorientering) havde givet ham en god form op til Höst Open, så jeg måtte desværre se mig slået begge dage, selv om splittiderne viste, at jeg på førstedagens løb førte løbet ved post 4 og 5. Bom (fejlløb) ved post 9 og 10 satte mig dog noget tilbage, så jeg endte med en placering som nr. 8 blandt de 40 deltagere i klassen. Post 10 var placeret ved en klippe blandt en masse andre klipper, og et forkert indløb gav mig desværre et større tidstab. Torkil blev nr. 4, og de øvrige PI’ere nr. 23, 29 og 30. Af andre gode placeringer kan nævnes Anni Lind, der løb en mellemsvær bane 50 M og blev nr. 3 blandt de 15 startende i klassen.
Ved næste dags konkurrence på Hammeren øgedes sværhedsgraden, og det meget kuperede og klippefyldte terræn satte yderligere hastigheden ned. Til gengæld øgedes løbstiden, så de 4,2 km (fugleflugtslinje) blev vundet på 40 minutter – en usædvanlig lav hastighed i ”dansk” terræn.
Deltagerne startede fra en fin stævneplads på en græsklædt plads i udkanten af Sandvig, hvorfra det gik op over et højdedrag, hvor løberne forsvandt af syne blandt buske og træer. Herfra var der stræk over åbne bakkedrag, gennem slugter og vekslende bevoksning, over klipper og ned ad klippefyldte skrænter. Der skulle holdes godt øje med kortet, og det var vigtigt ikke at miste fokus. Et enkelt bom kunne blive meget ”dyrt”, hvilket mange nok erfarede – inklusiv mig selv. Jeg endte som nr. 12 med en samlet placering som nr. 8, mens Torkil fik en femteplads og en flot samlet placering som nr. 3 – den bedste blandt PI’erne.
Vi var meget heldige med vejret, der ikke havde været lige løbervenligt dette efterår, og vi kunne alle nyde den flotte natur de to dage. Der blev også tid til lidt sightseeing – bl.a. til Danmarks største vandfald i Døndalen og et skovområde med europæiske bisonokser, inden turen gik tilbage til Sjælland via Sverige.
Det var en rigtig god og hyggelig tur, som vi håber, at vi kan gentage i nye spændende områder i fremtiden.
Hele resultatlisten kan ses på http://www.host-open.dk/index.php/dk/2014.