Hvad får en til at sætte sig ud i bilen og køre 91 km fra Hillerød til Kongsøre for at løbe 4 km mellemsvær 2. tur i en stafet i slud, regn og 1 grads varme?
Måske et svagt øjeblik til medlemsmødet i december, hvor Peter Sørensen spurgte, om der ikke var nogen, der ville med?? Tja, måske …
Men nej, så snart jeg kørte ind i skoven ved Kongsøre sandskred, vidste jeg, hvorfor jeg var der: Så snart man ser postskærmene dukke op i skoven, får det adrenalinen til at stige, stemningen på stævnepladsen får pulsen op – og forventningerne til egen formåen får det hele til at gå op i en højere enhed, eller fucke det hele op.
Desværre havde stafetsamarbejdet med OK Skærmen og Amager O-klub kun kunnet skrabe et mixhold sammen og tre løbere på åbne baner.
Christian “Amok” på 1. tur 6 km, jeg: 2. tur 4 km og Torkil Hansen PI: 3. tur 5 km gav en samlet 4.-plads af 20 startende hold, ikke så ringe. Taget i betragtning at mine lunger hang i laser på en stor del af turen, og det var ikke pga. tempoet, så kan jeg ikke tage æren af placeringen.
Peter Sørensen nr. 1 på Åben 3, Lene Bruun Jørgensen nr. 1 på Åben 4 og Carsten Jørgensen mere beskeden med en 9.-plads på Åben 2.
Det var en dejlig tur med frisk vind fra Isefjorden og alt i alt de 182 km værd.