Torkil Hansen, Jørn Lind og jeg drog lørdag d. 8. september til DM i stafetorientering, som blev afviklet i Harrild Hede tæt ved Brande i det jyske. Det var ikke lykkedes at stille et hold i Dame-klassen, hvilket formentlig skyldes, at vi var for sent ude med planlægningen.
Nå, men jeg hævdede, at vi på en god dag, hvor andre hold måske ikke havde medvind hele vejen, kunne snuse til bronzemedaljen. Torkil mente, at det var mere realistisk at kigge mod 5-6 pladsen, hvilket selvfølgelig gav god mening når man så på startlisten.
Vejret var ikke det bedste, men regnen stilnede lidt af, da det blev tid til start for de mange klasser.
Vi havde sat H60-holdet således, at Torkil startede ud, Jørn på 2.-turen og jeg selv på den afsluttende 3. tur.
Jeg ved, at Torkil mestrer det tekniske og kan løbe sit eget løb, hvilket er vigtigt i en fælles start, hvor holdenes baner indeholder en eller flere gaflinger.
Og det kunne han! 4,6 kilometer senere løb Torkil ind til skiftet som nr. 2 i tiden 38.16, 2 minutter og 53 sekunder efter Ballerup. 54 sekunder efter Torkil kom Viborg ind på 3. pladsen. Et par af favoritterne, Helsingør og Silkeborg, var henholdsvis 1.56 og 0.56 efter.
Jørn løb et fremragende løb og fastholdt 2. pladsen med tiden 37.46. Viborgs 2.-turs løber havde dog sat turboen til og løb i dagens fjerdebedste tid hvilket betød, at de gik i front med den samlede tid på 1.15.38, mens vi havde tiden 1.16.02. En af favoritterne, Silkeborg, løb sig op på 3. pladsen med den samlede tid på 1.19.25. Helsingør kom på 4. pladsen i tiden 1.23.12 og Ballerup var gledet ned på 5. pladsen i den samlede tid på 1.24.27.
Når man står midt i konkurrencen og klar til at skifte til 3. turen, har man ikke overblik over tidsforskelle på dem, som kommer ind før ens eget skifte, ligesom man naturligvis ikke ved hvor andre er bag en. Af en eller anden grund, havde jeg heller ikke bemærket, at Viborg var gået forbi os. Jeg troede derfor, at Jørn havde hentet Ballerup og vi nu var i front. Samtidig vidste jeg dog godt, at der var nogle hurtige favoritfolk tilbage. Rolf Lund, Keld Gade og Erik Bobach var sidsteturs-løbere, ligesom jeg selv, og ville løbe meget hurtigere end mig. Så det drejede sig om først og fremmest at løbe sikkert og selvfølgelig samtidig holde højest mulig fart.
Orienteringsmæssigt var kortet ikke i den sværeste ende, og jeg løb sikkert og så ikke nogen af mine konkurrenter før jeg var 2/3 del gennem banen. Her havde jeg et lidt dårligt udløb fra en post, og blev kort efter passeret af Erik Bobach fra Silkeborg. Jeg så ryggen af ham frem til næste post, og væk var han. Da jeg passerede publikumsposten kort før mål, fik jeg opmuntrende tilråb fra mine holdkammerater, men jeg kendte dog ikke vores placering på dette tidspunkt. Først da jeg løb gennem målslusen og Jørn rakte 3 fingre i luften, var jeg klar over, at bronzemedaljen var kommet i hus. En samlet tid til os på 1.52.40. Guld til Viborg i 1.50.1 og sølv til Silkeborg i 1.51.47. Jeg løb selv i tiden 36.38. Erik Bobach, Silkeborg, kom ind i dagens suverænt bedste tid, 32.22 og Keld Gade, Viborg, i 34.33, mens Rolf Lund løb på 35.12 og dermed endte Helsingør på 4. pladsen. Efter at have set de endelige resultater havde Jørn af os den bedste kilometertid på 8.09, mens Torkil og jeg begge brugte 8.19.
Realistisk, ja måske en 5. plads, men med 3 løbere blandt de 11 hurtigste tider, så var bronzen fuldt fortjent. Det var årets fjerde DM-medalje til PI København.
Nå, men vi kom ikke på podiet og fik vores bronzemedaljer, da der var gået kuk i tidtagningen. I skrivende stund er en endelig resultatliste dog klar, og medaljerne er i hus, så de kommer vel med posten på et tidspunkt.
Efter en overnatning på Hjarbæk Camping med deltagelse i campingpladsens årsafslutning om aftenen, hvor en fin buffet var stillet frem, stillede vi dagen efter til start i DM lang i Ulbjerg Plantage ved Viborg. Her havde vi fået selskab af Elin, som stillede op i D-45.
Jeg havde en tro på, at Elin måske kunne tage endnu en medalje, mens vi andre var tiltænkt de mere sekundære placeringer. Imidlertid måtte Elin tage til takke med den utaknemmelige 4. plads, 2.26 minutter efter bronzemedaljen. Elin havde et meget fint løb, men havde et enkelt forkert vejvalg, som dog ifølge stræktiderne ikke have afgørende betydning for placeringen. Endnu en meget flot præstation af Elin.
Mit eget resultat i H65 forbigås i tavshed, det var under lavmålet. Men som altid i orienteringsløb, så er der ikke andre end en selv at give skylden.
Derimod bød søndagens løb på en endnu fornem indsats af Jørn i H60, idet Jørn løb sig ind på en fornem 6. plads i tiden 59.20, 9,27 minutter efter vinderen, den suveræne Rolf Lund. Torkil løb også et fornemt løb og blev nr. 8 i denne klasse i tiden 59.46.
Dette skrift ledsages af et billede af Jørn Lind, som ses komme løbende i mål i DM-stafetten. Jørn leverede weekendens flotteste og mest stabile indsats.
Link til resultater: