P1010021-300x224

En søndag i Tisvilde Hegn

Det meste af sommeren har i år været kølig og regnfuld og har ikke ligefrem indbudt til aktiviteter i let påklædning ved skov og strand. Derfor var det helt fantastisk at møde på stævnepladsen den 25. september 2011 ved stranden i Tisvilde i solrigt vejr med temperaturer omkring 20 grader, hvor fire klubber – den ene Politiets Idrætsforening i København – skulle dyste i orienteringsløb om, hvem der også i 2012 skulle kæmpe for at bevare en plads i orienteringsløbernes 3. division øst. Stævnepladsen var som sædvanlig fyldt med telte og boder, hvor der kunne købes alt fra åbne o-løbsbaner, kaffe og kage til udstyr til orienteringsløb. Jeg tror vejret var medvirkende til en god omsætning på pladsen.

Efterhånden som starttidspunktet for de første løbere nærmede sig, mødte flere og flere PI’ere op, således at vi til sidst var en flok på 32 børn og voksne af begge køn. Der var kun én som ikke mødte, hvilket betød at Brunos kabale gik op med hensyn til den taktiske placering af løberne på banerne. Mange er ved disse cup-løb altid lidt usikre på, hvordan det nu skal gå, da de er nybegyndere, eller formen måske mangler lidt. Der er også spænding på, om PI nu kan hamle op med de dygtige løbere fra de andre klubber. Disse var i år Helsingør SOK (tidligere 1.-divisionsklub), Køge OK og OK73.

Efter en god og beroligende snak begav løberne sig frem til startstedet, som var beliggende et stykke inde i skoven i et stikryds midt i et område med en masse grene og kvas i underskoven. Derfor gjaldt det om at passe på, at man ikke kom ud af kurs allerede inden første post. Skoven består mest af nåletræer med forskellige tætheder i et varieret og kuperet terræn, hvor det kan være vanskeligt at holde styr på veje og stier. I det hele taget en ustruktureret skov, som, jeg tror, de fleste som jeg nyder, da skoven giver udfordringer til et varieret og spændende o-løb.

Banelæggeren skal have stor ros for sit arbejde, hvilket understøttes af, at jeg kun hørte rosende omtale af alle baner.

Selve turen i skoven forløb for de fleste PI’ere rigtig godt uden store bom og fejlklip. I cup-løb er det vigtigt at få alle hjem, da det på de fleste baner giver point bare man stiller op og gennemfører.

Jan Kofoed Nielsen – formanden for orienteringsafdelingen – beskriver på bedste vis, hvilke kvaler nogle måtte igennem, før deres point var i hus:

Med de nye, afslørende pulsure med GPS’ere fandt mange ud af at, at de fik rigtig meget motion for startgebyret. Fx løb Jacob Furu på bane 1 ca. 15 km på en bane, der i fugleflugt var opmålt til 9,5 km, Bente Dahl løb 6,2 km mod “planlagt” 3,6 km, og Susan Stub måtte på bane 3B bruge mere end to timer om de 5,1 km, og det er flere år siden, det er sket sidst.

Camilla Sønderby kæmpede sig gennem en bane 6, der på papiret kun skulle være mellemsvær, men som efter flere erfarne løberes mening var i den svære ende, kombineret med at Tisvilde Hegn ikke er lys, åben nordsjællandsk bøgeskov, men derimod en ustruktureret, kuperet nåletræsskov med mange muligheder for at miste orienteringen.

Camilla tog heldigvis udfordringen op, og trods mange forgæves forsøg på at finde enkelte poster blev hun ihærdigt ved med at lede og løbe, indtil posterne blev fundet.

Ifølge eget udsagn havde hun flere gange mest lyst til at sætte sig ned og græde, men forsatte heldigvis med en god portion stædighed, og selv om hun også nåede at tale med en, der bekymret ledte efter et barn i skoven, nåede hun i mål i tiden 2:29:58, hvilket var kun to sekunder fra tidsgrænsen, og hvilket faktisk gav os et point mod hver af de tre andre klubber. Godt kæmpet Camilla.

Kim Neubert Madsen behøvede heller ikke at stå bekymret og vente på, at Camilla skulle komme hjem fra skoven, idet han selv var startet lidt senere, og selv brugte en del tid på at nå de 9,5 km rundt i skoven. Selv om han umiddelbart af den grund “sad på det yderste mandat”, kradsede han i alt seks point hjem mod de tre andre klubber, da en af vore hurtigere løbere, Thomas Lange, desværre havde et fejlklip.

Det viser endnu en gang vigtigheden af, at vi har fyldt op – og har reserver – på alle baner, så vi kan få det maksimale antal point med hjem”.

Det er rigtigt, som Jan skriver, at man får noget for pengene. Oplevelsen af, at man har ydet sit bedste, giver altid en stor tilfredsstillelse for den enkelte, og de fleste tænker: Det kan jeg gøre bedre næste gang. Og det er vigtigt. For der bliver en næste gang. PI’erne løb så godt, at klubben også til næste år er at finde i 3. division øst. Virkelig flot gået – modstanderne og den kendsgerning taget i betragtning, at der i PI ikke er så mange børn. Flot, flot.

Det endelige matchresultat blev først udsendt onsdag efter løbet, og det viste, at vi var endnu tættere på HSOK, end de fleste havde troet muligt.

Vi blev kun slået med ét sølle point af Helsingør SOK (84-83), mens vi til gengæld slog OK73 med overbevisende 89-69 og Køge OK med 91-82. Jeg tror formanden vil skrive under på, at løbernes indsats på en god sensommerdag i Tisvilde er godkendt.

Jeg håber at møde jer alle til matchen i foråret 2012, hvor vore modstandere foruden HSOK er FSK og Ballerup OK.

Erik Jacobsen