IMG_7649

Divisionsmatch – O-løb i Teglstrup Hegn

HSOK (Helsingør Ski- & Orienteringsklub) havde søndag den 8. april inviteret til divisionsmatch i Teglstrup Hegn.

Et forholdsvis stort arrangement da der både blev afviklet matcher for 1., 2. og 4. division.

I 4. division, hvor PI København dyster, skulle vi møde Herlufsholm OK, Amager OK og Køge OK.

Taget i betragtning, at PI kunne mønstre 26 fremmødte, hvoraf vi savnede flere af de faste point-indsamlere, er det egentlig ganske godt, at vi kan matche hæderkronede Herlufsholm og Køge. Amager OK er en nyere o-klub og på vej frem.

En divisionsmatch har nogle snørklede beregningsregler, men jo flere vi er på nogle af banerne og med en snedig placering af løbere på andre baner, er divisionsmatcher udfordrende på såvel det taktiske som det fysiske.

Lad mig slå fast med det samme: PI København er fortsat med i dysten og kan forhåbentlig styrke dels taktikken, men især fremmødet ved returmatchen senere på året.

Vi er pt. på en samlet andenplads i kraft af flere førstepladser, men har pointlighed med Amager OK.

Vi besejrede Køge OK overbevisende og blev kun knebent besejret af Herlufsholm.

På bane 1 scorede vi gode point, da Andreas Olesen og Christopher Wiberg lå helt i top. På bane 2 hev Jørn Lind og Lars Almer point hjem på kontoen. På bane 4 kunne Peter Sørensen og Bruno Stub med lethed henvise Hans Henrik Juda fra Køge OK til en tredjeplads, og dermed fik PI fuld valuta på denne bane. Bane 7 er en af de taktiske baner, hvor Bruno Stub plejer at placere dels undertegnede men også Karsten Jørgensen, da vi begge – i bare mindre god form – med vores erfaring kan hive point med hjem.

Ingen tvivl om, at familien Stub gør en kæmpe indsats for PI ved divisionsmatcherne. Mette og Line Stub + Philip Knak hev masser af point hjem på deres baner.

I de øvrige dameklasser var PI suveræn med Camilla Rath, Nikita Bang og Lisbeth Haals som vindere i deres klasser.

Alt i alt var det en stabil holdindsats, og kun fordi PI mangler løbere i ungdomsklasserne og de ældste dameklasser, lykkedes det Herlufsholm at vinde den interne dyst knebent med 59-56.

Ud over resultatet var det en fin dag i skoven og vel den dag, hvor foråret for alvor bed sig fast med skøn solskin og varmegrader i nærheden af 10.

For mit eget vedkommende blev det en ganske fin tur. Jeg havde ikke de store udfordringer med sværhedsgraden og kun gigten, overvægten og den manglende form holdt tempoet nede. Motivationen og det skrækscenarie, at Karsten Jørgensen, der startede 20 min. efter mig, skulle indhente mig inden mål, betød, at jeg kunne holde et højere tempo, end træningsindsatsen tillod.

Jeg glæder mig til returmatchen !!