En dejlig sensommerdag med høj sol havde Jan tilmeldt mig til at deltage i 4. divisionsmatchen i Geelskov, hvor Ballerup OK arrangerede orienteringsløb for Østkredsens 3.-6. divisionsklubber.
Vi ankom i rigtig god tid, hvilket var dejligt, da vi så selv kunne vælge, hvor vi ville slå lejr for dagen, og det blev lige ved målet. Vi undlod at slå telt op, da vejret – i modsætning til meget af juni, juli og august – var helt sommerligt.
Vi var desværre ikke ret mange, idet vi faktisk kun kunne stille 16 løbere, hvilket var den laveste deltagelse nogensinde, så selv om alle vandt deres løb, ville det ikke være nok til at undgå at skulle ud i nedrykningsmatchen d. 24/9 – altså tre uger senere.
Det tænkte vi dog ikke på, det var bare ud i skoven og gøre sit bedste.
Elin havde medbragt vores længe ventede nye klubtøj, som er pyntet med Københavns skyline, og alles humør steg lige et par grader, så nu var stemningen helt i top. HØJ SOL og NYT TØJ :).
Jeg skulle ud på begynderbanen – denne gang som den eneste fra PI-København – idet jeg jo i flere år har måttet kravle igennem begynderbanen, hvilket ikke er sjovt, når jeg helst vil løbe på de svære baner inde i den kuperede skov. Grunden er, at jeg har været igennem et brystkræftforløb, som har trukket i langdrag, og som i den grad er gået ud over mine led. Nu er jeg ved at være på benene igen og kan gå fem km i et ok tempo, så selvtilliden er stor.
I dag startede jeg som den første præcis kl. 10.00, og hvor var der dejligt ude i skoven – duftene og efteråret, som banker på, det er noget ganske særligt for en orienteringsløber. Det minder om mange ture i skoven og er en god hjernerensning og genopladning af batterierne. Jeg var temmelig kæk, som jeg gik på stierne i mit helt fine nye tøj, og pludselig løb mine ben – nok af gammel vane og vækket af den dejlige stemning i skoven, bare fem-seks løbetrin, DET VAR SÅ DEJLIGT!!! Ups! Pas på knæene.
Jeg gik videre i endnu bedre humør, næste post fundet, og til højre ad den næste pæne jævne sti, og så skete det igen – JEG LØB igen 🙂 – bare de der seks-otte løbetrin, men tanken om igen at løbe gjorde mig næsten flyvende.
Tilbage til virkeligheden: Stien ændrede sig og gik pludselig næsten lodret ned – ups!! Sådan kan orienteringsløb også være. Bedst som man tror, at man havde godt styr over løbet, ja så ændrer det sig. Mine knæ er ikke gode til op og ned, hverken på trapper eller på bakker, så der stod jeg og ledte efter en god løsning.
Skoven er dog et forunderligt sted, og der lige foran mig lå en kæp i den helt rette størrelse til at blive brugt som vandrestav – den gode dag fortsatte :), og med hjælp fra min nye ven, vandrestaven, kom jeg sikkert til alle posterne og i mål.
På stævnepladsen nød jeg solen og en kop kaffe, mens de sidste PI’ere gjorde sig klar til start, og andre stod og diskuterede deres vejvalg. Vi var som sagt ikke mange, men vores starttider var fordelt over to timer, hvilket vi var lidt trætte af, så nogle var gået hjem, inden de sidste var startet. Susan havde bl.a. fået starttid kl. 11.51, næsten to timer efter at jeg angreb skoven.
Alle kæmpede det bedste de havde lært, men kampen var ulige, og resultatet uundgåeligt: En sidsteplads, og vi var tvunget ud i nedrykningsmatch tre uger senere. Til den tid skal vi have fat i alle PI’ere, der kan gå på to ben, så vi undgår at rykke ned i 5. division, hvilket vil være så ærgerligt.
Det bedste ved at være med til orienteringsløb er, at det er for alle. Jeg deltog med den energi, jeg havde på dagen og erobrede point til holdet. Andre kom med det, de kunne og fik flere point, og når alle point lægges sammen, så handler det om at være mange løbere – gerne med forskellig alder, styrke og køn – så der er flere muligheder for at tage point på de forskellige baner.